bystrupduathlon.dk

bystrupduathlon.dk

De støtter mig

http://byman-sport.dk/shop/
http://www.jnmassage.dk/index.html

Total nedsmeltning

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Sat, November 02, 2013 11:59:30
Powerman Malaysia blev absolut ikke den afslutning på sæsonen jeg havde håbet på! Jeg blev nummer 5, hvilket lyder ok, men realiteten er, at jeg var langt efter vinderen Andy Sutz, og at jeg præsterede langt, langt, langt under niveau.

Træningen havde været god op til konkurrencen. Jeg var motiveret, vejret var godt og der var ikke nogen problemer med træthed, sygdom eller lignende. Jeg var ikke i topform, men i den bedste form jeg har været på dette tidspunkt af året.

Jeg havde i år min far med på turen til Malaysia, og vi havde en dejlig afslappet optakt til konkurrencen og den lange rejse til Malaysia føltes knap så lang som den plejer, så jeg følte mig egentlig klar til at give den gas en sidste gang i denne sæson!

På løbsdagen ankom vi lidt før kl. 6 til skiftezonen - længe før solen var stået op. Det er en særlig fornemmelse med 2000 mennesker, der lusker rundt i mørket på hovedgaden i en kæmpemæssig by og får sat cykler osv. klar i skiftezonen.

Kl. 7 blev vi alle sammen sendt afsted på de første 11,5 km i de halv dunkle gader, hvilket er ret rart, da temperaturen på dette tidspunkt "kun" er omkring 25 grader. 1. km gik ok - jeg var med de forreste uden at føle, at vi var startet specielt hurtigt ud (omkring 3:10/km), men derfra havde jeg bare en følelse af at få tungere og tungere ben for hvert skridt jeg tog. Normalt har jeg det omvendt - at jeg har det svært i starten og bliver bedre i slutningen, men på de sidste par km stod jeg fuldstændig stille og jeg endte med at tabe 3 min. til Sutz og Moser! Det knækkede mig fuldstændig psykisk, at jeg kunne være så ringe og samtidig virkede mine ben fuldstændig døde efter løbeturen, så cyklingen blev en underlig følelse af, at jeg ikke rigtig kørte mig ud.

I løbet af de 65 km tabte jeg yderligere 4 min. til Sutz og Moser, men jeg havde kun omkring 2 min op til 3. pladsen. 2. løbetur er altid hård i Malaysia, da solen nu er oppe og lagt sammen med fugtigheden, er det en hård omgang, men da cykelturen havde været lidt lettere end normalt tænke jeg, at jeg havde lidt ekstra i tanken - ja måske kunne jeg endda true podiepladserne?!

Det kunne jeg ikke! Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Jeg var fuldstændig færdig lige fra starten, og når der kom den mindste stigning var jeg tæt på at gå! Jeg var ikke bare gået kold, jeg var fuldstændig væk! Selvom jeg løb 4:20/km, så lå pulsen på 170-175 og mine ben var helt syret til.

Til trods for at jeg lå på 5. pladsen overvejede jeg meget kraftigt at udgå, da jeg simpelthen ikke kunne overskue at løbe 11,5 km, hvilket jo ikke burde være et problem på dette niveau! Jeg kom dog i mål, hvor jeg fandt en stol i skyggen, og sad bare og hældte iskoldt vand og isterninger over mig i 15-20 min inden jeg kunne komme op og stå igen!

Normalt når jeg går ind til en konkurrence har jeg en temmelig god ide om, hvilken placering jeg er i stand til at opnå ud fra min form. Jeg var ret sikker på, at jeg kunne komme på podiet eller i hvert fald tæt på denne gang. Jeg fatter stadig ikke helt, hvad der skete. Ingen tvivl om, at jeg fik det alt for varmt på 2. løb, men hvorfor jeg var så ringe allerede på 1. løb, hvor det jo ikke var specielt varmt det fatter jeg simpelthen ikke?

Det mysterium tror jeg ikke, at jeg får løst, så det må stå hen i det uvisse. Nu er det tid til lidt off-season efter en lang sæson som har budt på en del oplevelser - både gode og dårlige. Det vil jeg vende tilbage til i min næste blog.

Et besøg i junglen blev det også til smiley

  • Comments(3)//www.bystrupduathlon.dk/#post82

Heat training

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Sat, October 19, 2013 16:53:02
Så er der godt en uge til Powerman Malaysia. Forholdene derovre er meget varme og fugtige, og derfor vil det selvfølgelig være en god ide at være der en 10-14 dage i forvejen. Det er desværre ikke muligt for mig - jeg tager afsted onsdag, så derfor har jeg lavet lidt tilpasninger i min træning for at være nogenlunde klar.

Jeg prøvet at lave "Heat training" de sidste par uger for. En sådan akklimatisering forbedrer kroppens temperaturregulering, øger svedraten (og dermed afkølingen), øger blodflowet til huden og øger blodvolumet, så der kan mere blod til muskler, organer og huden - man kan læse mere her, hvis det har interesse.

Så altså en ret effektiv måde at forbedre præstationen i varme omgivelse og måske endda også i kolde omgivelser. Nogle forskere taler endda om at Heat training er mere effektivt end højdetræning, og jo også en del enklere at udføre for de fleste.

Det jeg har gjort rent praktisk er at jeg hver dag de sidste par uger har prøvet at have et træningspas, hvor jeg på en eller anden måde har varmebelastet kroppen. Det kan f.eks. være at løbe en rolig tur med masser af tøj, hue og hansker på. Det er sværere på cyklen, da det efterhånden er så koldt, at det er svært at få det rigtig varmt der. I stedet har jeg cyklet 2-3 gange indenfor med lidt ekstra tøj på. Efter ca. 10 dage begyndte pulsen at blive mere normal, og jeg følte mig ret godt tilpas selv på løbeture med to vinterjakker og tykke vintertights, så der prøvede jeg at lave et par hårde pas indenfor med lidt ekstra tøj for at øge varmebelastningen yderligere.

Alt i alt synes jeg det har virket meget godt, så forhåbentlig kan det hjælpe mig lidt når temperaturen nærmer sig 40 grader på 2. løbetur i Malaysia.

Ellers synes jeg at træningen har været let som en leg de sidste par uger, og det hjælper jo også at vejret har set sådan her ud rigtig mange dagesmiley

Jeg har uploadet min løbetræning på endomondo de sidste uger, så der kan man se, hvad jeg har lavet af træning.



  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post81

Next stop: Malaysia

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Fri, October 04, 2013 15:58:36
Sæsonen er ikke helt ovre for mit vedkommende, da jeg har valgt at køre den sidste afdeling af Powerman serien i Malaysia igen i år.
Siden sidst er træningen kommet godt igang igen. Ugen efter Zofingen blev brugt på at slappe af, da benene var godt brugte. Dvs. løbeturene blev erstattet med pandekager og cykelturene med kage smiley.

Jeg havde i det hele taget også brug for at få træning og sport lidt på afstand efter VM som jo ikke gik optimalt! I uge 2 efter VM ville jeg egentlig gerne igang igen, men benene var ikke på toppen. Ømheden kom hurtigt og jeg manglede power.

Først ca. to uger efter løbet kom jeg igang med den mere seriøse træning igen, men siden da har det kørt rigtig fint. Formen er selvfølgelig ikke på toppen efter 3-4 uger med meget lidt træning (nedtrapning og hvile bagefter VM), men til gengæld er motivationen høj og det er fedt at mærke at formen stille og roligt bliver bedre uge for uge.

Lige nu er der lidt over 3 uger til løbet i Malaysia d. 27/10 og planen er, at der skal trænes hårdt indtil en uge før, da der ikke bliver tid til den helt store nedtrapning. Jeg tror dog ikke det bliver noget problem med den hårde træning, da jeg virkelig nyder at træne i øjeblikket, og det virker også til at kroppen har det fint selv efter en lang sæson. Måske har det også noget at gøre med, at 18-20 timers træning føles som ingenting når jeg har trænet 25-26 timer/uge hele sommeren smiley

Jeg vender tilbage med en blog om, hvordan jeg træner til et løb ekstrem varme.

  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post80

Uheld og kæmpe skuffelse til VM

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Thu, September 12, 2013 15:10:09

Den korte version af VM er at jeg blev nr. 5 efter en dag efter en dag, hvor jeg var ramt af uheld.

Optakten har som tidligere beskrevet været perfekt. Træningen har kørt og jeg fik vist overfor mig selv 3 uger inden at formen var der. Nedtrapningen til konkurrencen gik perfekt og benene var absolut helt klar på dagen.

Jeg vidste at løbet ville blive meget anderledes uden Vansteelant til at springe det hele i luften i starten af cyklingen, så det var svært at forudse, hvad de andre ville gøre. Jeg havde besluttet at køre mit eget løb – lidt på samme måde som i Østrig, men selvfølgelig ville jeg hele tiden tage den taktiske situation i betragtning. Jeg ville også gemme energi til den sidste løbetur, da jeg regnede med at mange ville kunne være med på cyklen, og at forskellen ville være svær at lave der. På selve dagen regnede det mere eller mindre hele tiden, så det var en kold og hård dag for alle!

Jeg løb kontrolleret hurtigt på 1. løb. Jeg fulgte med i starten hvor især kortdistancespecialisten Roca forcerede, men senere lod jeg nogen af de andre slippe væk på det sidste nedløb, hvor de forcerede lidt mere end jeg havde lyst til! Jeg regnede med at det ville koste dem dyrt senere. Derfor kom vi 8 mand til 1. skifte indenfor ca. 20 sek. Mit skifte gik fint og ude på cyklen fik jeg uden problemer lukket hullet til Le Duey, Sutz og Moser, men til gengæld var Cadalen, Woestenborghs og Mott sluppet af sted foran. Umiddelbart efter mit skifte var jeg uheldig at køre i et hul, hvilket gjorde at jeg tabte en lille flaske med 6 geler i, men jeg regnede med at jeg kunne supplere fra depoterne.

Jeg vurderede, at det var fint at holde sig i den gruppe vi var, da der var stærke cykelryttere, og at Woestenborghs ville komme til at lave for meget arbejde alene foran – de to andre var jeg ikke nervøs for. Tempoet i vores gruppe var dog ikke så højt, og 4-5 mand kom op bagfra samtidig med at vi tabte lidt tid til de forreste, men så længe vi holdt ok gang i gruppen og ikke tabte for meget tid var det fint. Samtidig lå jeg noget under min konkurrencepuls, så jeg vidste at jeg med stor sandsynlighed på et tidspunkt ville kunne splitte gruppen og samtidig løbe et meget hurtigt 2. løb.

Efter 80 km får jeg at vide at vi er 3 min efter Woestenborghs og at de to andre er gået ned. Jeg føler faktisk ikke rigtig at jeg har lavet noget indtil da på cyklen, så jeg beslutter at sætte lidt ekstra tempo på gruppen for at holde forspringet, men da jeg kigger mig tilbage efter 90 km for at se, om der er andre de skulle være interesseret i at føre kan jeg pludselig ikke se nogen, og jeg er altså alene på 2. pladsen! Jeg kører præcis den puls jeg fra træning ved jeg kan holde, så jeg tænker, at der jo ikke er nogen grund til at vente på nogen. Ved 100 km får jeg at vide at afstanden er 3 min. til Woestenborghs. Jeg har gode ben, og tænker i et kort splitsekund tilbage på Østrig, hvor løbet udviklede sig på præcis samme måde. Jeg tænker at nu kører jeg kontrolleret hurtigt på de sidste 50 km, og så har jeg en mulighed for at tage de 3 min. på løbet, hvis han har oversatset lidt på cyklen.

I et af svingene i de små byer i starten af den sidste cykelrunde (á 50 km) får jeg kørt lige lovlig stærkt i det glatte føre, så jeg må lige en tur op på fortovet og ned igen, og jeg tror, at det er der jeg bliver ramt af en siverpunktering. Jeg mærker den første gang nogle km senere på vej ned ad Richenthalhöhe (ca. 115 km), hvor cyklen sejler lidt. På vej op ad den næste stigning – Bodenberg som er rutens hårdeste er jeg ikke længere i tvivl om, at jeg er punkteret, og det bliver sværere at holde gang i cyklen pga. den øgede rullemodstand. Samtidig er det nok mentalt det hårdeste sted i løbet overhovedet at blive ramt af en punktering, da man er træt og der er stigningsprocenter på optil 16 %! Kombineret med at jeg har fået lige i underkanten med sukker, og at jeg på toppen bliver hentet af den gruppe, som jeg lige har sat 30 km tidligere, gør det at moralen er virkelig knækket på dette tidspunkt.

Men alle de træningstimer og alt det jeg har offeret på at være klar til netop denne dag får mig alligevel til at tænke, at jeg vil i hvert fald kæmpe til der ikke er nogen mulighed for at jeg kan få medalje mere.

Jeg prøver at følge gruppen på nedkørslen fra Bodenberg, hvilket hurtigt viser sig at være umuligt, da jeg slet ikke kan stå fast og lige må en tur ud i græsset og vende en enkelt gang, men får lige præcis holdt mig på 2 hjul. Derfra er jeg noget mere forsigtig hjemover, hvor der er mange nedkørsler og hurtige stykker. Jeg overvejer hele tiden om jeg skal prøve at bruge min medbragte pitstop på at få lidt luft i dækket, men samtidig har jeg også prøvet flere gange til træning at det ikke virker og at det faktisk kan lukke mere luft ud, så jeg vælger at køre på hjulet så længe det er muligt. Først de sidste 2-3 km er det helt fladt og jeg kører på fælgen, men der kan det ikke betale sig at gøre noget ved det. Imens banker konkurrenter forbi og et par af pigerne som jeg har hentet med en time overhaler mig også! Så jeg ender altså med at køre ca. 35 meget lange kilometer med halvfladt/fladt baghjul, og jeg er ca. 9 min. efter Woestenborghs og 2½ min efter 2. pladsen. Jeg har checket mine omgangstider på den officielle timing, og de er 1:18:02, 1:16:18, 1:22:22, og jeg kan tilføje at jeg på den sidste omgang havde den højeste gennemsnitspuls…

Da jeg går ud på løbet er jeg både træt, frustreret og ret sukkerkold, da jeg midt i de mekaniske problemer har tabt lidt fokus og nok ikke får indtaget nok energi de sidste 25 km. Jeg får raget til mig, hvad jeg kan af cola på depoterne, hvilket sammen med nogle opsparede aggressioner ret hurtigt får gang i benene, og jeg får hurtigt løbet mig fra 10. til 4. pladsen. Da jeg kan se, at jeg allerede efter 5 km er indenfor 1 minut af 2/3. pladsen slapper jeg lidt af og begynder at tænke på, at jeg jo skal kunne holde hele vejen. Jeg forsøger at få taget så meget energi ind som muligt, da jeg ved at jeg er på grænsen til at gå sukkerkold. Desværre kan jeg efter 15 km godt mærke, at der ikke er meget benzin tilbage at køre på, men jeg bliver alligevel ved med at hente på Moorhouse på 3. pladsen. Efter 19 km ”falder hjulene dog fuldstændig af” og Moser, som jeg løb forbi i starten henter mig bag fra. De sidste 10 km er nok det værste jeg har oplevet med kramper i benene og flere gange begynder det at sortne lidt for øjnene og jeg fryser – der vidste jeg godt at det bare handlede om at gennemføre. Jeg får på en eller anden måde kravlet i mål på 5. pladsen, hvilket forløbet taget i betragtning egentlig er fantastisk, men hold kæft, hvor var jeg skuffet.

Nu har jeg haft nogle dage til at bearbejde det, og jeg er stadig mega skuffet, og det vil nok nage mig et stykke tid. Men jeg bliver også nød til at komme lidt videre, og der er jo også positive elementer at tage. Først og fremmest er jeg nu overbevist om, at jeg kan vinde løbet. Grundlæggende handler det ”bare” om at gøre mere eller mindre det samme som jeg har gjort i år, og så samtidig have heldet på dagen.

Vinderen blev Rob Woestenborghs efter et flot race. Han vandt foran Andre Moser og Michael Wentzel, hvilket var rimelig overraskende, men de kørte begge deres livs konkurrence, så stort tillykke til dem. Samtidig havde flere af favoritterne en dårlig dag med min punktering, tidstraf til Andy Sutz og diskvalifikation af Anthony Le Duey.





  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post79

Sejr!

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Thu, August 22, 2013 09:40:26

Så lykkedes det at hive en sejr i land ved en Powerman, hvilket var et af sæsonen store mål!

Optakten havde også været rigtig god. Efter jeg kom hjem fra Font Romeu havde jeg været rigtig god i træning, og generelt kørt/løbet et niveau bedre i forhold til sidste år, så jeg vidste godt at jeg kunne køre et godt løb i Østrig. Løbet lå i år 3 uger før VM, hvilket gjorde, at jeg trænede lidt hårdere og lidt mere udholdenhedsorienteret i forhold til sidste år, så spørgsmålet var om jeg ville være frisk nok?

På de første 15,6 km lagde Vansteelant sig hurtigt i spidsen imens jeg fulgtes med de nærmeste forfølgere. Efter 2 km gik jeg front for gruppen og fik sammen med Moser revet mig løs. Vi lå så 20-25 sek efter Vansteelant det meste af første løb, men fik stort set lukket hullet på vej ind i skiftet. Jeg følte mig lidt tung i det på første tur, men jeg vidste også at det var en lang og hård dag og at jeg formentlig ville være bedst i sidste del af konkurrencen i forhold til mine konkurrenter.

foto: Helmut Ploberger

På cyklen kørte Vansteelant hurtigt væk og jeg havde også problemer med at følge Moser. Især kørte jeg den stejle nedkørsel fra rutens hårdeste stigning – Kreuzgruberhöhe – meget dårligt! Efter de første 41 km var jeg 2½ min efter Vansteelant og 45 sek efter Moser. Jeg fik kørt et par Super Energy gel ned (med koffein) og da vi ramte stigningen 2. gang var det som om at benene fungerede lidt bedre. Halvejs oppe hamrede jeg forbi Moser, der slet ikke kunne følge med og på toppen fik jeg at vide at jeg havde 2 min til Vansteelant. Derefter tænkte jeg, at nu skulle den have lidt gas hjemad og se om det var muligt at komme lidt tættere på ham - det lykkedes og i skiftet var jeg kun 1½ min efter.

Foto: Helmut Ploberger

Jeg følte mig ret tung og det var temmelig varmt også i middagsheden – ca. 28-30 grader i skyggen – men jeg vidste at der var langt ned til de næste så jeg kunne jeg ligeså godt prøve at jagte. De første 2 km løber man på en større vej, hvor det er muligt at se langt frem, og allerede her kunne jeg se Vansteelant og jeg kunne se at han kiggede sig tilbage, så det var bare med at hænge i, og så se hvad der skete. Han fik sat tempoet noget op og indtil 5 km holdt han mig omkring 30 sek, men herefter tror jeg, at der var udsolgt for ved 6 km hentede jeg ham og rykkede forbi med samme så hurtigt som muligt. Jeg kiggede mig først tilbage 3-400 m før stregen, da Jasper råbte til mig, at han havde givet op.

Det var en kæmpe forløsning at løbe over stregen og jeg var både glad og enormt stolt over at det havde lykkes at vinde en Powerman – og så endda over en verdensklasse atlet som Joerie 3 uger før VM!

Foto: Familien Hirner

I år havde gymnasiet i Skanderborg givet mig mulighed for at blive søndag aften også, hvilket var ret fedt nu når jeg havde vundet, og vi havde en rigtig hyggelig aften med arrangørerne. Tak for en fantastisk weekend til Susanne, Jasper og min homestay familie Elisabeth, Reinhard, Amelie og Valentin.

Foto: Familien Hirner

Nu venter den sidste hårde træningen inden Zofingen, og så skulle alt være klar til den store dag!



  • Comments(4)//www.bystrupduathlon.dk/#post78

Powerman Belgien 2013

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Tue, August 06, 2013 15:48:58

Søndag gik 2. halvdel af sæsonen i gang for mit vedkommende ved Powerman Belgien. Jeg ankom til Geel i Belgien sent torsdag direkte fra 3½ uges hård træningslejr i Font Romeu. Fredag blev brugt på godt 3½ times træning i stegende hede (årest varmeste dag i Belgien med temperaturer på 35 grader!). Lørdag tog jeg det lidt mere med ro, så jeg var klar til søndag, og jeg brugte det meste af dagen på at slappe af med min søster, Susanne og Jasper, som også boede på vores hotel.

Til selve løbet var jeg noget tung i det efter alt det udholdenhedstræning, jeg har lavet den sidste måned, så der var ikke rigtig overskud til at lave de vilde angreb eller løbe ”over evne” på 1. løb. Derfor var konceptet sådan set bare at køre et jævnt højt tempo hele konkurrencen igennem og så se, hvor langt det kunne bringe mig.

De første godt 10 km blev løbet kontrolleret og jævnt omkring 3:12-15/km, hvilket gav et tab på 1½ min. til den spanske hurtigløber og tidligere kortdistanceverdensmester Emilio Martin. På cyklen fortsatte jeg det konstante tempo, og efter 20 af de 60 km var jeg på 2. pladsen med kun Le Duey 40 sek foran. Desværre hang Martin på mig resten af cykelturen, og jeg har efter løbet fået at vide fra flere, at han lå meget tæt på, men sådan er det altid i Belgien! Det lykkedes mig at hente lidt mere på Le Duey, men på de sidste 10 km begyndte jeg at lide meget i varmen og var løbet tør for væske, så der tabte jeg lidt igen.

På 2. løb var jeg meget træt, det var meget varmt, og jeg tror, jeg led af en begyndende dehydrering. Jeg fik i hvert fald drukket en del mere end normalt! Jeg kunne hurtigt se, at jeg ikke kunne følge med hverken Le Duey eller Martin, så jeg valgte at løbe kontrolleret hjem til en sikker 3. plads.

Der bliver ikke tid til at hvile på laurbæerne. De næste 5 uger er de vigtigste og hårdeste inden VM, så der venter meget hårdt arbejde allerede fra i morgen!





  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post77

Font Romeu del 2

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Tue, July 30, 2013 16:52:40

Så er der efterhånden kun et par dage tilbage af træningen i Font Romeu. Joerie tog hjem i sidste uge (tak for hård træning og introduktion til ”Prison Break”), og i stedet har jeg fået selskab af mine forældre og min ene søster. Jeg får dog stadig selskab på en del trænings ture, da min søster har lejet en mountainbike, så hun kan følge med på mine løbeture.

Træningen har stadig stor fokus på mængde. I onsdags havde jeg en rigtig lang dag på 7 timer. Planen var 5½ times cykling, men jeg havde undervurderet ruten lidt, så det endte med 6:25 timer og ca. 4500 hm! Jeg fik omkring 4½ timer på diverse stigninger med ca. 300 watt, så det var en træt Søren der kom hjem den dag. Om aftenen løb jeg 10 km ved La Calme (2200 moh) på en kuperet vandrerute, hvilket gik overraskende godt den lange cykeltur taget i betragtning. Jeg er ret tilfreds med, hvordan udholdenheden ser ud på nuværende tidspunkt.

Efter den tur var det tid til at slappe lidt af oven på knap 3 ugers hård træning – bl.a. fik vi tid til at besøge de romerske bade i Ax-les Thermes, hvilket var tiltrængt for nogle godt stegte lårbasser! I denne uge er træningen så i gang igen. Næste fase af træningen er at øge intensiteten eller dvs. køre en større del af tiden i min konkurrencefart. Det betyder også at der er lidt mindre mængde, men en 5 timers tur kan det da stadig blive til i morgen J

Torsdag tager jeg hjem mod Danmark, men på vejen gør jeg holdt i Belgien for at køre Powerman’en der. I år stiller alle de bedste kortdistance duathleter også op og de kommer i topform, da de lige har kørt VM i kort duathlon i Colombia – både nr. 1 og 2 fra det mesterskab er til start i Belgien! Det bliver spændende at se om det bliver en kort- eller langdistanceduathlet, der tager titlen! For mit eget vedkommende har jeg ikke så store forventninger, da jeg overhovedet ikke har trænet fart de sidste par måneder, og jeg ved, at de første 10 km vil blive løbet på 31 min. eller hurtigere. Dog plejer jeg at komme godt igen i den sidste halvdel af konkurrencen dernede, og jeg er faktisk endt på podiet de sidste 3 år, så vi får se!?



  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post76

VM træning i Font Romeu

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Mon, July 15, 2013 09:27:12

Det er ved at være på tide med en opdatering på, hvad jeg går og foretager mig igen. Efter VM i triathlon havde jeg en periode med mindre fokus på træning for at samle lidt energi til 2. halvdel af sæsonen. Efteråret er den vigtigste del, da det jo er her mit første må – nemlig VM er placeret.

Igen i år har jeg valgt at tage en tur til Font Romeu i ca. 1800 m højde hen over sommeren for at forberede mig til VM. Her er helt optimale forhold til træning og masser af bjerge, så jeg får trænet det inden VM. I år er jeg her det meste af tiden med duathlonverdensmesteren Joerie Vansteelant, hvilket giver rigtig gode muligheder for hård træning! Desuden har han en lejlighed i byen, hvor jeg bor noget af tiden hernede, så det er rigtig praktisk.

Jeg har været i Font Romeu i 8 dage nu og der er blevet trænet en masse - ca. 25 timer den første uge. Men jeg kan helt klart mærke at jeg ikke har tilpasset mig højden endnu. Det ses ved at pulsen er ekstremt forhøjet – for mit vedkommende med ca. 20 slag i forhold til derhjemme! Sidste år tog det 10-12 dage før kroppen kunne løbe og cykle i det normale tempo igen, så jeg håber også det sker de kommende dage!

I går havde jeg en rigtig led tur på 5:15 timer med Joerie over bl.a. andet Pailheres (se billedet) og Puymorens stigningen. Han er temmelig godt kørende på stigningerne, så jeg hang noget på de stejle stykker, men jeg håber at det bliver bedre de kommende uger.

Jeg regner med at skrive et par blogs hernede fra de kommende uger omkring træningen og hvad der ellers sker i vores simple træningsliv J

  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post75

En hektisk weekend!

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Mon, June 03, 2013 22:12:57

I tirsdags blev jeg ringet op af landstræneren som spurgte om jeg havde lyst til at køre VM i triathlon den kommende lørdag, da han var sikker på at svømningen ville blive aflyst pga. dårligt vejr!

På det tidspunkt sad jeg med meget ømme lår og noget afkræftet efter 24 km hårdt bjergløb, feber dagen før og en lang biltur hjem fra sydtyskland, så var lidt i tvivl om det var en god ide! Samtidig havde jeg en del at se til på arbejde pga. at mine elever skal til eksamen og jeg havde aftalt med et par sponsorer at jeg lige skulle mødes med dem, så programmet var presset nok i forvejen! Tirsdag og onsdag løb jeg meget hurtigt og med hjælp fra en kollega (tak Mikala!) fik jeg klaret tingene, så jeg torsdag morgen kl. 8:30 sad på et fly fra Hamburg til Basel. Jeg havde dog næsten ikke fået trænet og vel i gennemsnit sovet 4½-5 timer om natten – ikke godt for restitutionen eller forberedelse til et nyt løb!

Da vi ankom til Basel blev vi kørt til hotellet, hvor vi nåede en kort cykeltur inden vi skulle til briefing, hvilket er obligatorisk for eliten, så mere nåede vi ikke den dag. Fredag pissede det ned hele dagen, så vi valgte at køre ruten i bil. Det blev en meget hektisk dag, da vi skulle flytte hotel, hvilket ikke var helt nemt med mange mennesker og medfølgende cykler og bagage og kun to biler! Desuden skulle cykler indleveres et stykke fra vores hotel, så det blev kun til en kort luntetur og desværre ikke tid til at slappe af.

Grundet denne optakt, de foregående 1½ uges nedtrapning til PM Tyskland og at jeg ikke havde trænet til så lang en konkurrence var jeg klar over at det ville blive svært at præstere godt. Derfor var min taktik at køre konservativt, da jeg var sikker på at jeg ikke havde udholdenhed til presse hele vejen.

Første løb var meget roligt. Vi løb langsommere end vi plejer i Zofingen, selvom ruten var meget lettere, men var med i 1. gruppe, så det var ok. På opløbene havde jeg kramper som et lille minde om Tyskland 6 dage før! De første 45 km cykling havde jeg det ok, men på den meget tekniske og i øvrigt regnvåde rute kørte jeg forkert to gange og haltede generelt efter på alle nedkørsler - jeg kunne klart fornemme at mine konkurrenter havde set ruten før! Jeg fik dog holdt kontakten med frontgruppen, men efter 45 km var der ikke mere i benene, så da vi ramte Ballon d’ Alsace (9 km stigning med lange passager på 8-10%), så blev frontgruppen splittet, og jeg havde ikke power til at følge med op ad stigningen, hvor bl.a. Jens Toft gav den rigtig god gas. Jeg kom på toppen med en russer og en franskmand, men kunne slet ikke følge dem på den tågede og våde nedkørsel, så der tabte jeg en del terræn. På det flade ind mod skiftezonen hentede jeg en russer og en ukrainer, så jeg skiftede som 7er.

min nye Speedmax klar til VM!

På 2. løb var jeg klar over at min udholdenhed ikke var til at presse igennem, så jeg løb meget konservativt afsted, men fik alligevel hentet den tidligere verdensmester Sudrie (som åbenbart ikke var vild med duathlon!), men blev også hentet af Zyemtsev, så jeg endte med at blive 7er. Jeg løb samme tempo som i Zofingen sidste år til trods for at ruten var meget lettere, så selve min præstation i konkurrencen er ikke så god.

Men er dog tilfreds med at komme ok igennem, det var en sjov oplevelse og pengepræmien var også ok J Nu har jeg brug for at slappe lidt af og så skal der trænes en hel masse i sommer, så jeg er mere forberedt til det rigtige VM duathlon i Zofingen – mere om det senere.

Tillykke til vores to triathleter Camilla og Jens som blev 2 og 4. Det er sgu sejt kørt efter at svømningen, som ellers er en stor styrke for begge, blev taget ud!

Lidt sightseeing i Basel blev det også til - Jens og jeg synes åbenbart vi havde gjort os fortjent til en ½ meter pizza :-)

  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post74

God form - elendigt resultat!

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Mon, May 27, 2013 12:34:17

Jeg tror der hviler en eller anden forbandelse over mig i forårsmånederne for de sidste 4 år synes jeg i den grad, at jeg har manglet held til at lave gode resultater. Pga. min skade i løbet af vinteren besluttede jeg allerede i marts at Powerman Tyskland var mit nye hovedmål i foråret, da det ikke var realistisk at ramme nogen som helst topform til EM. Selvom jeg først kom i gang med løb i marts for alvor, synes jeg at træningen var begyndt at gå godt de sidste uger op til Powerman Tyskland. 10 dage før løb jeg f.eks. kun 15-20 sek langsommere på min kuperede 4 km runde i Risskov end når jeg er i topform. Cykelformen var til gengæld rigtig god på de ”kortere” distancer. I ugen optil Tyskland kørte jeg f.eks. 44 km/t på en 23 km kuperet enkeltstart, hvilket er det hurtigste jeg har kørt på den runde. Nedtrapningen til Tyskland så dermed ud til at virke som den skulle og jeg havde ramt så optimal en form jeg kunne ud fra de forudsætninger jeg havde.

Men så ramte uheldene! Lørdag eftermiddag begyndte jeg at føle mig ret skidt tilpas med ondt i halsen, snot og jeg målte min hvilepuls til 60, hvor den normalt er under 40, så det var et ret sikkert tegn på at en kraftig forkølelse var på vej. Jeg sov meget lidt om natten og var helt færdig, da jeg vågnede søndag morgen. Meget bedre blev det ikke, da jeg kiggede ud af vinduet og det sneede!

Jeg havde ikke feber, men var bare meget forkølet, så efter indtag af diverse næsespray og halstabletter havde jeg det nogenlunde og besluttede at prøve at starte, selvom det nok ville koste nogle ekstra sygedage efter løbet. Men da løbet var mit hovedmål og jeg har et stykke tid til næste konkurrence, så ville jeg prøve. Da vi ankommer til stævnepladsen er alt et kaos af sne/slud/blæst og ingen ved, hvad der skal ske. Starten er udsat og vi får at vide kl. 10, hvad der skal ske. Vi får at vide at cyklingen er aflyst og, at vi skal løbe 24 km bjergløb i stedet! Det forbedrer ikke ligefrem mine muligheder yderligere og slet ikke med forkølelsen oven i, men nu er vi her, så jeg kan jo ligeså godt prøve.

Det blev lidt en ”hverken eller konkurrence”. Jeg lå det meste af vejen indenfor et minut af de førende og håbede jeg ville få det bedre og at de ville gå ned. Jeg er egentlig ok løbende til at starte med, men kan mærke at jeg mangler det sidste overskud. Den sidste halvdel har jeg bare en rigtig tunge fornemmelse i kroppen og har ondt i hovedet – nærmest influenzasymptomer. Jeg ender på en 7. plads, men taber kun 2 min. på de 24 km til Andy Sutz som vinder efter en spurt med Joerie Vansteelant. Så det viser at løbeformen faktisk var ok – uden sygdom havde jeg været tættere på og helt sikkert kæmpet med om 3. pladsen. Med cykling – ja hvem ved? Men det kan jeg ikke bruge til så meget – jeg står tilbage med en 7. plads, hvilket er en kæmpe, kæmpe skuffelse når jeg tager den gode form i betragtning.

I dag tager jeg så straffen for konkurrence med sygdom i kroppen: Ondt i lårene fra de mange bakker, snot, ondt i hovedet og feber! Så kan jeg sidde og kigge tilbage på en forårssæson, hvor jeg til at starte med ikke rigtig troede jeg kunne få så meget ud af det. Men hvis jeg havde haft lidt held i sprøjten kunne jeg faktisk have vundet en DM titel og fået minimum en podieplacering til en Powerman. Jeg håber på lidt mere held i den resterende del af sæsonen.

Det positive er at træningen har været bedre det her forår end de sidste 4 år, så jeg har et godt udgangspunkt for træningen frem mod Zofingen. Planen er nu at tage en periode med lidt mindre fokus i træningen, hvorefter jeg vil have en grundtræningsperiode, hvor jeg vil prøve at få løbet lidt flere km, så løbeformen igen kan være helt i top til Zofingen.

Til sidst skal der lyde en stor ros til arrangørerne af Powerman Tyskland for et meget flot arrangement. Det er ekstremt synd, at de måtte aflyse cyklingen efter så meget arbejde, men det var den eneste rigtige beslutning. Derudover skal der også lyde en stor tak for at man som udenlandsk eliteatlet altid føler sig meget velkommen og der bliver sørget godt for en J

  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post72
« PreviousNext »