bystrupduathlon.dk

bystrupduathlon.dk

De støtter mig

http://byman-sport.dk/shop/
http://www.jnmassage.dk/index.html

2015: Konkurrencerne

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Fri, December 18, 2015 01:03:40

Sæsonen er ovre for længst, jeg har nydt en dejlig off-season og træningen mod næste sæson er startet op igen. Men jeg mangler jo lige at kigge tilbage på året der er gået, og da jeg ikke har fået lavet en blog efter mange af mine konkurrencer er det jo en god lejlighed til lige at vende tilbage til dem. Derfor vil jeg starte min 2015 trilogi med konkurrencerne:

Et hektisk forår

Foråret husker jeg nok primært for at være meget hektisk - jeg havde gang i rigtig mange ting. Udover træningen, som selvfølgelig var krævende, så havde jeg meget travlt på arbejdet, hvor jeg oven i det almindelige arbejde på gymnasiet fik mulighed for at undervise på universitet. Samtidig havde jeg selv gang i et studie og oven i det kom så en flytning. I slutningen af februar var formniveauet ekstremt højt, men på det tidspunkt var jeg også meget presset, og herfra faldt niveauet stille og roligt igennem foråret. Det til trods var jeg faktisk i ganske god form til EM i begyndelsen af april.

Konkurrencen var egentlig mit primære fokus for foråret, så det var bare lige på og hårdt. Jeg løb rigtig godt på 1. løb, hvor jeg fulgte med frontgruppen på de første 10 km, og jeg synes endda jeg havde lidt overskud. På cyklen blev det et udskilningsløb, hvor vi endte med at være 6 mand tilbage til 2. løb. Det blev meget tæt på de sidste 10 km, men i sidste ende måtte jeg nøjes med 4. pladsen, men kun lidt over 1 minut fra guldet. Det var stadig mit bedste resultat til EM på denne distance.

Næste konkurrence var Powerman Danmark. Jeg var meget opsat på at få en sejr på hjemme, hvilket jeg også mente var muligt, da mit niveau stadig var mindst ligeså godt som optil Powerman Danmark 2014.

Islands Brygge dannede igen en fantastisk ramme for konkurrencen, selvom vejret var noget af en udfordring på dagen. Det regnede on/off og så var blæsten rigtig strid – især når man kom ud på digerne!

På de første 10 km løb var jeg ikke rigtig godt løbende. Det var egentlig en smule forventeligt efter at jeg havde lagt en ret tung træningsblok uden meget farttræning tæt på, og jeg havde en kort nedtrapning. Jeg formåede dog at holde Le Duey indenfor 15 sek, så jeg kunne se ham, da jeg kom ud af skiftet.

I starten af de 120 km cykling fangede jeg Le Duey og satte ham hurtigt af med et effektivt ryk. Herfra handlede det sådan set bare om at holde rytmen og watt’ene (ca. 280w), drikke en masse High 5 og undgå at punktere! Det vigtigste der skete resten af turen var, at jeg fik at vide at Le Duey var punkteret efter 30 km, og at jeg fik revet mindst 2 sten ud af mit dæk ved at bruge mine handsker til at rense dæk!

3 km fra skiftet punkterede jeg så endelig, men jeg kunne sagtens rulle til skiftezonen, hvor jeg endte med 5½ min forspring til Søren Kofoed fra Ålborg. Jeg kendte ikke Søren inden konkurrencen, men har efterfølgende lige checket lidt op. Han blev 9er til DM ½ironman sidste år, men hvis man trækker svømmetider fra, så havde han vundet! Jeg håber at vi får Søren at se til nogle flere duathlonstævner fremover.

Jeg havde egentlig planlagt at holde ca. 3:35 min/km på løbet, men med det store forspring vidste jeg, at de sidste 20 km bare skulle overstås i et fornuftigt tempo, så ville sejren være sikker. Det gav også mulighed for at nyde løbeturen lidt og bemærke de mange folk som heppede – det var rigtig fedt!

foto: Brit Sørensen

Thomas Dupont har fanget stemningen her https://vimeo.com/127583146

Efter Powerman Danmark var det planen at jeg skulle køre et par Powerman konkurrencer mere i foråret, men de blev desværre aflyst, og jeg valgte i stedet at tage den lidt med ro, hvilket jeg virkelig også trængte til rent mentalt.

I superform

Jeg valgte i år at blive hjemme i Danmark og forberede mig til VM, da jeg virkelig trængte til en periode med ro på efter et hektisk arbejdsår. Det gav mulighed for at se lidt mere til familie og venner, og det gav en masse stabilitet i træningen og stressniveauet faldt også, så jeg nød rigtig meget at træne i den periode. Resultatet var, at jeg var i rigtig god form midt i august, hvor jeg havde min næste konkurrence i Østrig.

Optil løbet følte jeg mig en smule nervøs – sikkert fordi, at jeg ikke havde kørt i lang tid. Jeg gik ind til konkurrencen med ret trætte ben, da jeg prioriterede træning frem mod VM højere end Powerman Østrig, men jeg havde dog en god fornemmelse af, at den gode form nok skulle give mig et godt resultat i sidste ende.

På 1. løb angreb Le Duey som sædvanlig og jeg kunne konstatere at mine ben ikke rigtig ville flytte sig hurtigt nok, så jeg lod ham og Pieter Reinders løbe. På bakkerne kunne jeg holde dem nogenlunde, men på nedløbene ville benene ikke rigtig flytte sig hurtigt nok. Jeg håbede at kunne minimere tabet, men i sidste ende var jeg lige under 1 min efter, hvilket var lidt mere end jeg havde håbet.

På cyklen følte jeg mig rigtig godt kørende – især på stigningerne. Sammen med Woestenborghs hentede jeg Le Duey og Reinders og på den stejle stigning på sidste omgang fik jeg sat dem af. Jeg kørte uden wattmåler, men det er første gang at det er lykkes mig at sætte alle folk på en mellemdistancecykling (56 km). Woestenborghs kom dog tilbage på nedkørslen – nok primært fordi jeg måtte bremse op, da jeg hentede de to førermotorcykler foran mig smiley

Vi kom ud på de sidste 10 km løb med et forspring på 30 sek til Reinders og Le Duey længere bagude. Woestenborghs blev diskvalificeret for et eller andet på cyklen, men Reinders fik hentet mig efter 5 km og det lykkes desværre ikke at hænge på i hans tempo, så jeg blev to’er 30 sek efter.

Jeg var rigtig godt tilfreds med løbet, da jeg dels kunne se, at jeg var rigtig stærk på cyklen i forhold til mine konkurrenter og dels kunne jeg se, at jeg ikke blev ligeså træt som mine konkurrenter længere henne i konkurrencen. Det eneste der var lidt ærgerligt var at jeg var så tæt på sejren, men det kom jeg mig hurtigt over smiley


https://www.youtube.com/watch?v=31Auk7wDv2k (sammendrag)

Efter Østrig var der 2 uger til VM, så nedtrapningen var i gang, og det handlede egentlig mest om at blive frisk til den store dag. Ved de få hårde træningspas jeg havde i den periode gik det op for mig, at jeg var markant bedre end nogensinde før, så jeg vidste at jeg havde chancen for en VM-titel. Mentalt var jeg også klar til udfordringerne.

På 1. løb gik det forventeligt. Der blev lagt meget hurtigt ud og efter 5 km valgte jeg at slippe gruppen lidt. Jeg kom derfor til skiftet 30 sek efter de 5 første, som løb 3:17 min/km over 9,2 km med 260 højdemeter – herfra ventede så yderligere 6 timers konkurrence…

Afsted på cyklen (foto: Rene Guldberg)

Baseret på min træning var jeg sikker på, at jeg kunne holde i hvert fald 280w i snit, hvilket selv under de noget blæsende og regnfulde forhold burde give en tid på omkring 3:50 timer (baseret på tidligere erfaringer for ruten og beregninger på www.bestbikesplit.com , som faktisk plejer at passe overraskende godt). Så min plan var sådan set bare at holde de watt, og så var jeg sikker på, at de andre nok skulle komme tilbage. I Zofingen kører man 3 omgang á 50 km med 3 stigninger på hver omgang, hvor den hårdeste er Bodenberg. På toppen af Bodenberg (25 km) havde jeg kun kørt 270w og var nu 1:45 min efter de forreste. Forspringet bekymrede mig ikke så meget, da jeg vidste, at de ikke ville kunne holde det tempo hele vejen - derimod bekymrede det mig langt mere, at det gjorde forholdsvist ondt i benene at holde de 270w, men jeg håbede at jeg ville finde rytmen senere. Men efter Bodenberg faldt wattene stille og roligt og til sidst blev jeg fanget af en gruppe, som bare lagde sig bagved og lod mig gøre alt arbejdet – det var ret demoraliserende. Til sidst indså jeg, at jeg absolut ikke havde dagen, satte mig op i sadlen og lod de andre om at sætte tempo. De næste 70 km var hårde rent mentalt, da jeg ikke rigtig kunne forstå, hvorfor benene ikke ville det samme som de havde gjort de sidste mange uger. Jeg var så skuffet, at jeg på et tidspunkt overvejede at udgå, da jeg slet ikke kunne finde mening med at fortsætte. Det virker dog helt vanvittigt her bagefter, da jeg stadig lå i top 10. Efter 100 km får vi at vide, at der er 7½ min til Le Bellec der fører, men at vi næsten har hentet en 3 mandsgruppe med Köhler, Reinders og Le Duey. På det tidspunkt begynder de andre i min gruppe også at se lidt trætte ud, så jeg beslutter mig for, at jeg ligeså godt kan prøve at sætte lidt fart på opad Richenthalhöhe. Det gør at vi henter gruppen foran og de andre i min gruppe hænger voldsomt. Opad Bodenberg angriber jeg igen. Jeg kører stadig ikke mange watt (12min @310w), men de andre er nu for trætte til at følge med og kun Seppe Odeyn er med på toppen. Derfra sætter jeg et fornuftigt tempo hjem mod Zofingen, hvor vi har et godt forspring til de næste, men næsten 8 min til Le Bellec. Jeg slutter cyklen med 250w (272 norm w) i gennemsnit.

Suicidetempo med Odeyn!

På løbet blev der lagt godt fra land. Vi fik at vide, at vi havde hentet lidt på Le Bellec på den sidste del af cykelturen, så jeg begyndte at få et spinkelt håb om, at han måske ville gå ned. Desuden ville jeg prøve at knække Odeyn fra starten. Første runde løb vi stort set side om side hele vejen og skiftedes til at presse tempoet op, men jeg følte mig godt tilpas, så jeg fulgte med og håbede på, at han ville knække før mig. Efter de første 14,6 km (ca. 350 højdemeter), som blev løbet i 53:50 min, hvilket er selvmord på den rute, så fik vi begge problemer opad den lange bakke i starten af runden (1,8 km@ 7% stigning). Desværre havde han lidt mere overskud end mig, så han fik et hul på ca. 100 m. Resten af løbeturen kæmpede jeg på grænsen af kramper og sukkerkrise, men jeg kunne ikke komme tættere på. Le Bellec havde disponeret fint i front, så vi kom desværre aldrig tæt på ham. Så jeg endte igen på 3. pladsen, men denne gang 30 sek fra sølvet og små 5 min fra guldet. Susanne fik også bronze hos kvinderne, så som eneste nation havde Danmark 2 atleter på podiet.

https://www.youtube.com/watch?v=FAROrar8hK4 (kortere sammendrag)

https://youtu.be/9HX1pb4ot-g?t=8m12s (lidt længere)

Om eftermiddagen efter løbet fik jeg meget ondt i halsen og var rigtig skidt tilpas, og næste dag havde jeg feber. Der er ingen tvivl om at jeg kørte med en virus i kroppen, men det er ikke til at sige, hvor meget det har betydet. Min egen fornemmelse er at det betød ret meget, da især min cykling slet ikke matchede min træning optil konkurrencen.

Efter Zofingen lå jeg syg en 3-4 dage inden jeg stille og roligt kom i gang igen. Jeg skulle køre Powerman Norge 3 uger efter, så der var ikke tid til at holde off-season endnu. Jeg fik lige en god uges træning, og så var jeg klar til at give den gas en sidste gang.

Turen til Norge var meget hyggelig, da jeg havde min kæreste med og flere klubkammerater fra Aarhus 1900. Selve stævnet bar præg af, at det var første gang de arrangerede det, så både kvantiteten og kvaliteten af feltet var lav. Til gengæld var det nogle virkelig fede omgivelser, og meget inspirerende ruter, så jeg er sikker på at stævnet kan udvikle sig de kommende år.

Det skulle hurtigt vise sig på de første 10 km at Mathias Vangsøe fra min egen klub var den eneste der ville gøre et forsøg på at følge med, men han slap efter ca. 2 km. Jeg holdt et godt tempo resten af løbet og de første 17 km cykling, hvor jeg kunne konstatere at forspringet var +4 min., så derfra var jeg på cruise control, og jeg endte med at vinde med 10 min.

Løb i aftensol i Kristiansands zoo ved Powerman Norge!

Efter løbet i Norge kom jeg op på 1. pladsen på Powerman verdensranglisten – en passende slutning på en minderig sæson, som faktisk nok er min bedste hidtil. I min næste blog vil jeg gå lidt mere i dybden med træningen bag resultaterne.









  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post102