bystrupduathlon.dk

bystrupduathlon.dk

De støtter mig

http://byman-sport.dk/shop/
http://www.jnmassage.dk/index.html

Font Romeu del 2

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Tue, July 30, 2013 16:52:40

Så er der efterhånden kun et par dage tilbage af træningen i Font Romeu. Joerie tog hjem i sidste uge (tak for hård træning og introduktion til ”Prison Break”), og i stedet har jeg fået selskab af mine forældre og min ene søster. Jeg får dog stadig selskab på en del trænings ture, da min søster har lejet en mountainbike, så hun kan følge med på mine løbeture.

Træningen har stadig stor fokus på mængde. I onsdags havde jeg en rigtig lang dag på 7 timer. Planen var 5½ times cykling, men jeg havde undervurderet ruten lidt, så det endte med 6:25 timer og ca. 4500 hm! Jeg fik omkring 4½ timer på diverse stigninger med ca. 300 watt, så det var en træt Søren der kom hjem den dag. Om aftenen løb jeg 10 km ved La Calme (2200 moh) på en kuperet vandrerute, hvilket gik overraskende godt den lange cykeltur taget i betragtning. Jeg er ret tilfreds med, hvordan udholdenheden ser ud på nuværende tidspunkt.

Efter den tur var det tid til at slappe lidt af oven på knap 3 ugers hård træning – bl.a. fik vi tid til at besøge de romerske bade i Ax-les Thermes, hvilket var tiltrængt for nogle godt stegte lårbasser! I denne uge er træningen så i gang igen. Næste fase af træningen er at øge intensiteten eller dvs. køre en større del af tiden i min konkurrencefart. Det betyder også at der er lidt mindre mængde, men en 5 timers tur kan det da stadig blive til i morgen J

Torsdag tager jeg hjem mod Danmark, men på vejen gør jeg holdt i Belgien for at køre Powerman’en der. I år stiller alle de bedste kortdistance duathleter også op og de kommer i topform, da de lige har kørt VM i kort duathlon i Colombia – både nr. 1 og 2 fra det mesterskab er til start i Belgien! Det bliver spændende at se om det bliver en kort- eller langdistanceduathlet, der tager titlen! For mit eget vedkommende har jeg ikke så store forventninger, da jeg overhovedet ikke har trænet fart de sidste par måneder, og jeg ved, at de første 10 km vil blive løbet på 31 min. eller hurtigere. Dog plejer jeg at komme godt igen i den sidste halvdel af konkurrencen dernede, og jeg er faktisk endt på podiet de sidste 3 år, så vi får se!?



  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post76