bystrupduathlon.dk

bystrupduathlon.dk

De støtter mig

http://byman-sport.dk/shop/
http://www.jnmassage.dk/index.html

Uheld og kæmpe skuffelse til VM

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Thu, September 12, 2013 15:10:09

Den korte version af VM er at jeg blev nr. 5 efter en dag efter en dag, hvor jeg var ramt af uheld.

Optakten har som tidligere beskrevet været perfekt. Træningen har kørt og jeg fik vist overfor mig selv 3 uger inden at formen var der. Nedtrapningen til konkurrencen gik perfekt og benene var absolut helt klar på dagen.

Jeg vidste at løbet ville blive meget anderledes uden Vansteelant til at springe det hele i luften i starten af cyklingen, så det var svært at forudse, hvad de andre ville gøre. Jeg havde besluttet at køre mit eget løb – lidt på samme måde som i Østrig, men selvfølgelig ville jeg hele tiden tage den taktiske situation i betragtning. Jeg ville også gemme energi til den sidste løbetur, da jeg regnede med at mange ville kunne være med på cyklen, og at forskellen ville være svær at lave der. På selve dagen regnede det mere eller mindre hele tiden, så det var en kold og hård dag for alle!

Jeg løb kontrolleret hurtigt på 1. løb. Jeg fulgte med i starten hvor især kortdistancespecialisten Roca forcerede, men senere lod jeg nogen af de andre slippe væk på det sidste nedløb, hvor de forcerede lidt mere end jeg havde lyst til! Jeg regnede med at det ville koste dem dyrt senere. Derfor kom vi 8 mand til 1. skifte indenfor ca. 20 sek. Mit skifte gik fint og ude på cyklen fik jeg uden problemer lukket hullet til Le Duey, Sutz og Moser, men til gengæld var Cadalen, Woestenborghs og Mott sluppet af sted foran. Umiddelbart efter mit skifte var jeg uheldig at køre i et hul, hvilket gjorde at jeg tabte en lille flaske med 6 geler i, men jeg regnede med at jeg kunne supplere fra depoterne.

Jeg vurderede, at det var fint at holde sig i den gruppe vi var, da der var stærke cykelryttere, og at Woestenborghs ville komme til at lave for meget arbejde alene foran – de to andre var jeg ikke nervøs for. Tempoet i vores gruppe var dog ikke så højt, og 4-5 mand kom op bagfra samtidig med at vi tabte lidt tid til de forreste, men så længe vi holdt ok gang i gruppen og ikke tabte for meget tid var det fint. Samtidig lå jeg noget under min konkurrencepuls, så jeg vidste at jeg med stor sandsynlighed på et tidspunkt ville kunne splitte gruppen og samtidig løbe et meget hurtigt 2. løb.

Efter 80 km får jeg at vide at vi er 3 min efter Woestenborghs og at de to andre er gået ned. Jeg føler faktisk ikke rigtig at jeg har lavet noget indtil da på cyklen, så jeg beslutter at sætte lidt ekstra tempo på gruppen for at holde forspringet, men da jeg kigger mig tilbage efter 90 km for at se, om der er andre de skulle være interesseret i at føre kan jeg pludselig ikke se nogen, og jeg er altså alene på 2. pladsen! Jeg kører præcis den puls jeg fra træning ved jeg kan holde, så jeg tænker, at der jo ikke er nogen grund til at vente på nogen. Ved 100 km får jeg at vide at afstanden er 3 min. til Woestenborghs. Jeg har gode ben, og tænker i et kort splitsekund tilbage på Østrig, hvor løbet udviklede sig på præcis samme måde. Jeg tænker at nu kører jeg kontrolleret hurtigt på de sidste 50 km, og så har jeg en mulighed for at tage de 3 min. på løbet, hvis han har oversatset lidt på cyklen.

I et af svingene i de små byer i starten af den sidste cykelrunde (á 50 km) får jeg kørt lige lovlig stærkt i det glatte føre, så jeg må lige en tur op på fortovet og ned igen, og jeg tror, at det er der jeg bliver ramt af en siverpunktering. Jeg mærker den første gang nogle km senere på vej ned ad Richenthalhöhe (ca. 115 km), hvor cyklen sejler lidt. På vej op ad den næste stigning – Bodenberg som er rutens hårdeste er jeg ikke længere i tvivl om, at jeg er punkteret, og det bliver sværere at holde gang i cyklen pga. den øgede rullemodstand. Samtidig er det nok mentalt det hårdeste sted i løbet overhovedet at blive ramt af en punktering, da man er træt og der er stigningsprocenter på optil 16 %! Kombineret med at jeg har fået lige i underkanten med sukker, og at jeg på toppen bliver hentet af den gruppe, som jeg lige har sat 30 km tidligere, gør det at moralen er virkelig knækket på dette tidspunkt.

Men alle de træningstimer og alt det jeg har offeret på at være klar til netop denne dag får mig alligevel til at tænke, at jeg vil i hvert fald kæmpe til der ikke er nogen mulighed for at jeg kan få medalje mere.

Jeg prøver at følge gruppen på nedkørslen fra Bodenberg, hvilket hurtigt viser sig at være umuligt, da jeg slet ikke kan stå fast og lige må en tur ud i græsset og vende en enkelt gang, men får lige præcis holdt mig på 2 hjul. Derfra er jeg noget mere forsigtig hjemover, hvor der er mange nedkørsler og hurtige stykker. Jeg overvejer hele tiden om jeg skal prøve at bruge min medbragte pitstop på at få lidt luft i dækket, men samtidig har jeg også prøvet flere gange til træning at det ikke virker og at det faktisk kan lukke mere luft ud, så jeg vælger at køre på hjulet så længe det er muligt. Først de sidste 2-3 km er det helt fladt og jeg kører på fælgen, men der kan det ikke betale sig at gøre noget ved det. Imens banker konkurrenter forbi og et par af pigerne som jeg har hentet med en time overhaler mig også! Så jeg ender altså med at køre ca. 35 meget lange kilometer med halvfladt/fladt baghjul, og jeg er ca. 9 min. efter Woestenborghs og 2½ min efter 2. pladsen. Jeg har checket mine omgangstider på den officielle timing, og de er 1:18:02, 1:16:18, 1:22:22, og jeg kan tilføje at jeg på den sidste omgang havde den højeste gennemsnitspuls…

Da jeg går ud på løbet er jeg både træt, frustreret og ret sukkerkold, da jeg midt i de mekaniske problemer har tabt lidt fokus og nok ikke får indtaget nok energi de sidste 25 km. Jeg får raget til mig, hvad jeg kan af cola på depoterne, hvilket sammen med nogle opsparede aggressioner ret hurtigt får gang i benene, og jeg får hurtigt løbet mig fra 10. til 4. pladsen. Da jeg kan se, at jeg allerede efter 5 km er indenfor 1 minut af 2/3. pladsen slapper jeg lidt af og begynder at tænke på, at jeg jo skal kunne holde hele vejen. Jeg forsøger at få taget så meget energi ind som muligt, da jeg ved at jeg er på grænsen til at gå sukkerkold. Desværre kan jeg efter 15 km godt mærke, at der ikke er meget benzin tilbage at køre på, men jeg bliver alligevel ved med at hente på Moorhouse på 3. pladsen. Efter 19 km ”falder hjulene dog fuldstændig af” og Moser, som jeg løb forbi i starten henter mig bag fra. De sidste 10 km er nok det værste jeg har oplevet med kramper i benene og flere gange begynder det at sortne lidt for øjnene og jeg fryser – der vidste jeg godt at det bare handlede om at gennemføre. Jeg får på en eller anden måde kravlet i mål på 5. pladsen, hvilket forløbet taget i betragtning egentlig er fantastisk, men hold kæft, hvor var jeg skuffet.

Nu har jeg haft nogle dage til at bearbejde det, og jeg er stadig mega skuffet, og det vil nok nage mig et stykke tid. Men jeg bliver også nød til at komme lidt videre, og der er jo også positive elementer at tage. Først og fremmest er jeg nu overbevist om, at jeg kan vinde løbet. Grundlæggende handler det ”bare” om at gøre mere eller mindre det samme som jeg har gjort i år, og så samtidig have heldet på dagen.

Vinderen blev Rob Woestenborghs efter et flot race. Han vandt foran Andre Moser og Michael Wentzel, hvilket var rimelig overraskende, men de kørte begge deres livs konkurrence, så stort tillykke til dem. Samtidig havde flere af favoritterne en dårlig dag med min punktering, tidstraf til Andy Sutz og diskvalifikation af Anthony Le Duey.





  • Comments(0)//www.bystrupduathlon.dk/#post79