bystrupduathlon.dk

bystrupduathlon.dk

De støtter mig

http://byman-sport.dk/shop/
http://www.jnmassage.dk/index.html

Året der gik

duathlonPosted by Søren Bystrup Jacobsen Tue, December 31, 2013 13:25:03

På årets sidste dag vil jeg også lige nå at kigge lidt tilbage på året der er gået rent sportsligt - ved hvert løb har jeg suppleret med lidt stemningsvideoer :-)

Mine overordnede mål for sæsonen var:

1. Vinde en Powerman konkurrence

2. Forbedre min podieplacering til VM

Skidt start på året
Året startede med nogle skadesproblemer, som gjorde at løbetræningen var begrænset de første 3 måneder. Det var dyrt rent resultatmærsigt, da forårets vigtigste løb stort set alle kræver at man løber godt frem for at være godt cyklende. Derfor besluttede jeg mig også ret tidligt for at gøre Powerman Tyskland til mit hovedmål, da det var det eneste løb, hvor cyklingen var ligeså vigtig.

Pga. skadesproblemerne nåede jeg ikke at starte i mindre løb og måtte starte sæsonen lige på og hårdt med EM i duathlon i Holland. Det blev en svær konkurrence for mig, da jeg simpelthen ikke havde nok løbetræning til at være med på de første 15 km løb, som blev løbet på 46 min. Derfra blev det bare en lang jagt på de forreste på cyklen. Det endte med en 8. plads, som jeg omstændighederne taget i betragtning var ok tilfreds med.

http://www.youtube.com/watch?v=20RAmF5miOA&feature=youtu.be

Det næste løb var DM i duathlon som jeg ikke prioriterede så højt, da Powerman Tyskland lå tæt på, så jeg havde brug for at træne hårdt i den periode for at være klar til Tyskland.

Da DM køres med draft blev det en taktisk affære, hvor jeg var i undertal i forhold til OTK og Tri4, da jeg var eneste mand fra Aarhus 1900. Jeg var derfor godt tilfreds med at komme samlet til sidste løb, hvor det blev en tæt duel på de sidste 5 km mellem mig, Rasmus Henning og det nye stjerneskud i dansk triathlon Peter Østergård. Desværre løb Peter af med en i øvrigt meget flot sejr, hvor han overspurtede mig på de sidste meter:

http://www.youtube.com/watch?v=-PEa2ca3CSI

Ekstremt vejr i Europa bød på overraskelser
Næste stævne på menuen var så Powerman Tyskland som jo var hovedmålet. Da jeg ankom til Falkenstein i sydtyskland ( i slutningen af maj) var der 5 grader! De lokaler snakkede godt nok om, at der var sne i nærheden, men jeg troede ikke for alvor på, at det kunne blive et problem! Søndag morgen blev jeg klogere, da jeg vågnede til sneglatte veje!

Cyklingen blev aflyst, og de to løbeture blev slået sammen, så vi fik 24 km bjergløb i stedet! Pludselig var det igen en konkurrence som skulle afgøres på løbet! Samtidig var jeg blevet ramt af en slem forkølelse, så jeg overvejede kraftigt ikke at stille op. På den anden side vidste jeg, at det var den sidste konkurrence i et stykke tid, så jeg kunne godt klare at blive syg efter løbet uden at det ville gå ud over andre konkurrencer (troede jeg!), og det var jo trods alt også dette løb jeg havde trænet hele foråret for at blive klar til.


Det blev en meget hård konkurrence, hvor jeg lige præcis manglede det sidste for at være med helt fremme. Førergruppen trak bare stille og roligt fra igennem hele løbet, og jeg endte med at blive nr. 7, men kun 2 min. efter vinderen (Andy Sutz), så det var et meget tæt løb.

Herefter troede jeg, at jeg skulle have en pause, hvilket passede mig fint, da jeg lå med feber dagen efter løbet (surprise!). Men tirsdag eftermiddag blev jeg ringet op af landstræneren, som gerne så at jeg sprang på et fly til Frankrig, da VM i triathlon efter alt sandsynlighed ville blive lavet om til en duathlon pga. af det meget kolde vejr som altså også hærgede i Frankrig. Jeg var lidt skeptisk til at starte med, da 6 dages restitution efter 24 km bjergløb ikke er nok, og slet ikke med sygdom oven i hatten. Men det endte da med, at jeg tog af sted, så jeg torsdag formiddag stod af flyet i Mullhouse!

Selve optakten til løbet er nok det mest hektiske jeg har prøvet – og jeg har efterhånden prøvet en del! Jeg tror egentlig aldrig, at jeg blev rigtig klar - hverken mentalt eller fysisk. Men på den anden side havde jeg intet at tabe, så det var bare at give den gas!

På de første 10 km løb triatleterne ret langsomt, så jeg havde ingen problemer med at hænge på 1. gruppe. Til gengæld blev der givet gas på cyklen, og da det samtidig var en meget kringlet rute, som jeg ikke havde kørt før, brugte jeg meget energi på at lukke huller efter sving – to gange kørte jeg endda forkert og måtte igen lukke store huller. På rutens hårdeste bjerg – Ballon d’Alsace - ”døde” benene desværre fuldstændig, og på toppen kunne jeg kun lige nøjagtig skimte Dirk Bockel, som også var i problemer. Men på nedkørslen kunne jeg ikke følge ham, da han kendte den noget bedre end mig og det hjalp absolut ikke, at det foregik på plaskvåde veje og i meget tæt tåge! På de sidste 20 km løb gik det fornuftigt, men benene var mærket efter Powerman Tyskland 6 dage før, så jeg endte på en 7. plads, hvilket igen var godt omstændighederne taget i betragtning – og en lang dag på kontoret var overstået:


http://www.youtube.com/watch?v=qSKGc1wuswY

Fokus på Zofingen
Efter VM i triathlon blev fokus rettet frem mod mit vigtigste mål: VM duathlon i Zofingen. Fra sommerferien indgik jeg en aftale med mit arbejde i Skanderborg om, at jeg kunne gå på deltid for at indfri mine sportslige ambitioner.

I hele juli måned var jeg på højdetræningslejr i Font Romeu i de franske Pyrenæer (1800 m oh). Her fik jeg virkelig cyklet og løbet en masse kilometer og kom for første gang i sæsonen i rigtig god form i begge discipliner. Undervejs havde jeg godt selskab – nogen uger af Joerie Vansteelant, og sidst på turen kom min familie og holdt mig ved selskab – bl.a. havde jeg min lillesøster med på mountainbike på en 30 km løbetur på vandrerstierne i bjergene, hvilket jeg synes var ret godt gået af hende J


Direkte fra træningslejren tog jeg til Belgien for at køre Powerman. Jeg vidste, at det ville være svært at være på toppen i denne konkurrence, da jeg var meget træt efter en måned med meget hård træning. Til gengæld var jeg også i rigtig god form, så jeg troede også på, at jeg kunne lave et godt resultat.

Da jeg ankom til Belgien, havde de hedebølge – 34-35 grader i skyggen! Jeg har aldrig oplevet en sådan varme i Europa før, men jeg plejer ikke at have problemer med varme, så det bekymrede mig ikke så meget. I selve konkurrencen kunne jeg ikke følge Emilio Martin på de første 10 km. Til gengæld kørte jeg som en motorcykel på cykeldelen og var hurtigt på 2. pladsen i konkurrencen. Desværre gik jeg tør for vand efter 40 km, så de sidste 20 km blev meget hårde, da jeg begyndte at lide af dehydrering. Det kostede også noget tid på 2. løb, så jeg endte på 3. pladsen. Det er første gang, at jeg har prøvet at dehydrere under en konkurrence, så det tog noget tid i dopingkontrollen bagefter!


Superform
Efter Belgien var der ikke meget tid til at hvile på laurbærrene, da den hårde VM træning skulle køre videre i højeste gear frem mod Powerman Østrig, som skulle være den sidste formtest inden VM. I den periode havde jeg de bedste træningsresultater nogensinde. Jeg satte rekorder på alle mine træningsrunder, og jeg kunne bare blive ved med at træne hårdt hver dag. Derfor vidste jeg også inden Powerman Østrig, at jeg havde en stor mulighed for at opnå et af mine helt store mål – nemlig at vinde en Powerman! Jeg vidste dog også, at det ville blive svært, da den forsvarende verdensmester Joerie Vansteelant også var til start.

Dagen startede faktisk med at jeg havde virkelig svært ved at følge med de første 16 km, men jeg kom dog med de forreste ud på cyklen. Her havde jeg igen svært ved at følge med, og halvvejs var jeg 2½ efter Vansteelant. Men herfra kunne jeg faktisk øge tempoet, og det endte med at jeg overhalede Vansteelant 1 km fra målstregen, og jeg kunne dermed opfylde mit ene mål: En Powermansejr!

http://youtu.be/PqqR_C9T-dg?t=4m17s

Herefter var der 3 uger til VM, så alt tydede på at formen var timet helt perfekt. De sidste uger reducerede jeg træningen stille og roligt for at blive helt frisk, men havde selvfølgelig stadig nogle hårde træningsture. Samtidig sov jeg i højdetelt for at vedligeholde effekten fra min højdetræningslejr, hvilket jeg var blevet anbefalet af landstræneren.

Da jeg ankom til Zofingen i Schweiz for at køre VM, følte jeg mig derfor klar som aldrig før. Selvtilliden var i top efter sejren, træningen havde kørt perfekt og alle de små ting som jeg igennem de sidste mange år har erfaret hjælper de sidste procent, havde jeg gjort i år (rigtig kost, højdetræning, nok søvn osv.). Jeg havde oven i købet en frisk sejr over den forsvarende verdensmester med i bagagen. Det eneste minus ved denne forberedelse var, at jeg også var mere nervøs end jeg nogensinde før har været. Jeg fik at vide fra mange sider at jeg var favorit (i fraværet af en skadet Vansteelant), og jeg tror det påvirkede mig mere end det lige gik op for mig på det tidspunkt.

På selve konkurrencedagen regnede det, så det ville blive endnu en konkurrence med dårlige vejrforhold. På de første 10 km blev der lagt vanvittigt hårdt fra land, så efter 7 km lod jeg et par stykker løbe, da jeg synes at tempoet var alt for højt – der ventede trods alt 6 timers konkurrence efter løbeturen!

På cyklen var jeg afventende og økonomiserede med kræfterne. Desværre punkterede jeg på det aller værste tidspunkt, hvor jeg lå 2er med en rigtig god følelse i benene! Jeg startede de sidste 30 km løb på 10. pladsen, og kom også tæt på medaljerne, men i sidste ende måtte jeg tage til takke med en MEGET skuffende 5. plads.


En 5. plads til VM er jo flot, men jeg har som tidligere skrevet aldrig været så skuffet som jeg var den dag. Jeg tror virkelig at jeg havde en stor mulighed for at vinde den dag, men uheld tog den chance fra mig desværre!

http://www.youtube.com/watch?v=3uswNtxVWjs

Årets sidste konkurrence i Malaysia blev ikke nogen succes. Kroppen var åbenbart gået på ferie, så der var ikke noget som helst at komme med der. En 5. plads fik jeg med hjem om en god tur med min far, hvor vi også lige nåede at opleve lidt kultur :-)



Alt i alt en sæson med ekstreme opture og ekstreme nedture. Foråret blev ”ligeved og næsten”. Det var præget af min løbeskade, og at jeg hele tiden lige manglede det sidste for at være med fremme. Jeg synes også, at jeg var lidt uheldig med timingen af f.eks. sygdom, at cyklingen blev aflyst i Tyskland og forberedelsen til VM triathlon. Det viser bare, at man også har brug for lidt held for at lave topresultater.

Sommeren og efteråret gik til gengæld fuldstændig perfekt. Jeg fik ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt, hvilket resulterede i sejren i Østrig, og det var kun uheld der gjorde at VM ikke også blev en succes, men igen der skal også lidt held til for at lave topresultater!

Positivt er det dog, at jeg igennem hele sæsonen har været utrolig stabil. Trods problemer af den ene eller anden art er det lykkedes mig at lave gode resultater omstændighederne taget i betragtning, og når jeg så også har haft heldet – ja så vinder jeg. Det ses også på det internationale triathonforbunds verdensrangliste, som både indeholder resultater fra lang- og kortdistanceduathlon. Her er jeg på 2. pladsen, selvom jeg aldrig kører kortdistance.

http://www.triathlon.org/rankings

Så med det synes jeg godt, at jeg kan gå 2014 i møde med en god portion optimisme. Hvis jeg bare kan holde niveauet fra i år, så bliver det et godt år!

Godt nytår :-)








  • Comments(2)//www.bystrupduathlon.dk/#post83